Retfærdighed for
fællesskabets penge

Der svindles vidt og bredt for offentlige skattekroner hver eneste dag i Danmark. Nu skal der rettes op, og det kræver langt mere kontrol. Flere kommuner og regioner bruger revisionsfirmaer til kontrollen. Men der er brug for ”boots on the ground” og hurtige reaktioner i egne rækker, hvis kontrollen skal være effektiv.

Hvert år bruger kommuner, regioner, staten, forsyningsselskaber og offentlige ejede selskaber milliarder af skattekroner på anlægsprojekter og indkøb hos private leverandører. Nogen overholder reglerne, men for mange gør ikke. Det kan betyde, at ansatte arbejder under farlige forhold, er underbetalte eller slet ikke får deres løn. Samtidig går det ud over de virksomheder, som overholder lovgivningen og har en rigtig overenskomst.

Hvem tjekker overenskomsten, når alt burde være i orden?

Mange kommuner og regioner har heldigvis fået indført sociale klausuler og ILO-konvention 94 om overenskomstmæssige vilkår i deres indkøbspolitik - men når blækket er tørt, bliver der alligevel købt ind hos de forkerte. Der er brug for kontrol og et specialiseret kontor, som i samarbejde med fagbevægelsen kan sikre, at leverandørerne reelt lever op til sine forpligtigelser.

Her på siden kan du finde eksempler på social dumping og se, hvordan kommuner og regioner kan lave tiltag, der modvirker social dumping og arbejdskriminalitet. Du kan også finde de politikere, som tager kampen op, og som du kan stemme på til kommunal- og regionsrådsvalget d. 18. november 2025.